Miljøvenlige vandhaner som lavthængende frugter
2010-02-05
Andelsboligforeningen AB Søpassagen med 88 boliger på Østerbro i København er blevet et forbillede for andelsboligforeninger i hele landet. Den meget roste og prisbelønnede forening nåede sit mål om at blive CO2-neutral inden klimatopmødet i København, og den er dermed den første CO2-neutrale andelsboligforening i Danmark.
Strategien i foreningens målrettede og ambitiøse miljøhandlingsplan, ”Model Søpassagen”, har været at høste de lavthængende frugter i form af umiddelbare besparelser og ændret adfærd først og supplere med køb af CO2-kvoter. På denne måde har foreningen minimeret sit årlige CO2-udslip på 95 tons.
Udskiftning af toiletter og vandhaner
”I den indledende fase har vi fokuseret på at opnå hurtige og målbare resultater i den godt 100 år gamle ejendom bl.a. ved installation af lysfølere, sparepærer, tætningslister, afgift på vaskeriets tørretumblere, udskiftning af varmeanlægspumpe samt udskiftning af højskylstoiletter og installation af vand- og CO2-besparende armaturer fra Gustavsberg,” fortæller bestyrelsesmedlem Andreas Nygaard Madsen.
Foreningen har udskiftet de eksisterende højskylstoiletter med vandbesparende Nordic Duo toiletter samt installeret 72 Nautic armaturer. Sidstnævnte er markedets eneste armatur, der indeholder både vandbesparende og energibesparende teknologi, således at man kan nedsætte vandforbrug og energiforbrug på en gang. Den energibesparende teknologi formindsker energiforbruget til varmt vand med ca. 40 procent, og Nautic benyttes derfor i en række lav- og nulenergibyggerier i Danmark. Nautic armaturernes teknologi hjælper beboerne med at ændre på deres vaner og nedsætte deres forbrug, uden at de behøver at tænke på det. Vaneændring hos den enkelte beboer er et meget væsentligt element i ”Model Søpassagen” sammen med energirenovering og kvote køb.
De første 20 procent
”Med disse aktiviteter kombineret med opsætning af solpaneler på taget og installation af trykstyret elpumpe til centralvarmen har vi på trods af ejendommens alder reduceret CO2- udslippet med 20 procent,” siger Andreas Nygaard Madsen.
De resterende 80 procent er indtil nu opnået ved køb af CO2 kvoter, som er kasseret. I løbet af de kommende år skal investeringer i vindmøller, solceller, varmeisolerende vinduer og regnvandsopsamling bidrage til de resterende CO2-besparelser, så AB Søpassagen ikke længere behøver at opkøbe CO2-kvoter for at opretholde CO2-neutraliteten.

”De nye armaturer vil reducere vores energi- og vandforbrug. Det er en investering i miljøet og i fremtiden,” siger bestyrelsesmedlem Andreas Nygaard Madsen fra AB Søpassagen.
Har du spørgsmål til materialet på denne side, kontakt Pr- og marketingchef Pernille Holst Jensen.
E-mail:
pernille.holst.jensen@gustavsberg.com
Tlf. 36 70 80 55

(


